Hilsen fra Jesper

14. -15. marts var jeg på weekendtur til Borjomi sammen med en bulgarsk kollega fra projektet og hans kone. I Borjomi var vi bl.a. ude at køre i Lada med en ældre taxachauffør som var erklæret stalinist. Da bulgarerne spurgte til de store udrensninger som Stalin gennemførte sagde taxachaufføren, at problemet var at Stalin ikke havde fået udryddet alle folkefjender. Hvis han var lykkes med sit projekt var Georgien ikke havnet i den nuværende situation!

Borjomi ligger ca. 2½ times kørsel fra Tbilisi med Marshrutka (minibus) og var berømt over hele det forhenværende Sovjetunionen for sine varme kilder med noget meget specielt helsebringende vand og var et meget populært feriested. Borjomi ligger ved Mtkvari floden ca. 850 meter over havet så klimaet er meget behageligt.

Nu er feriekomplekserne fyldt op med flygtninge som lever et kummerligt liv der. Fjernvarmesystemet til de store boligblokke er brudt sammen, så nu har hver lejlighed tilsyneladende (baseret på observationer af antallet af skorstensrør og lugten af brænderøg fra vådt brænde) sin egen brændeovn. Et noget deprimerende sted at henslæbe en udsigtsløs tilværelse langt fra sin hjemegn og uden arbejde.

På trods af den nylige krig i Syd-Ossetien er der vidt jeg kan vurdere der ingen bitterhed mod russerne blandt georgierne. De har passende lagt hele skylden for russernes fremfærd på Putin som de hader. Og så er Saakasjvili blevet meget upopulær ovenpå krigen – som en taxachauffør sagde: Hvorfor går vi i krig med vores vigtigste marked? Der lever også ca. 2 mil. georgiere i Rusland, så jeg har svært ved at finde vindere i Georgien på konflikten med Rusland. Krigen i Syd-Ossetien har også rippet op i flygtningespørgsmålet. Der var en del flygtninge efter den seneste krig i Syd-Ossetien som man har taget sig godt af og stort fået genhuset – men arbejde er der ikke til dem. Men de mange hundrede tusinde flygtninge fra de tidlige krige i Abkhasien og Syd-Ossetien lever en kummerlig tilværelse, og de er nu bitre over at man fra regimets side har taget sig så rimeligt godt af flygtningene fra den seneste konflikt mens de har måttet gå for lud og koldt vand.

Vi var i Borjomi fordi der ligger en stor nationalpark der (med bjørn, los og ulve), hvor bulgarerne kendte nogle af de ansatte som de gerne ville hilse på. Der er et meget flot område og vi var ude at gå nogle ture. Den ene af dem blev dog kortet af fordi min bulgarske kollega faldt i den lille bæk vi gik langs, da han ville hjælpe sin kone over den. På et af billederne kan du se den interimistiske bro vi etablerede til tilbageturen over bækken efter vandgangen.

I parken er der et netværk af 9 stier med overnatningssteder (shelters) så man kan vælge mellem vandreture fra en dags til en uges varighed. Stierne ligger mellem 800 meters and 2,642 meters højde (http://www.nationalpark.ge/ og http://en.wikipedia.org/wiki/Borjomi).