Hilsen fra Jesper

Amenaprkich kirken bygget af dronning Khosrovanuish, gift med kong Ashot III Bagratuni.


Haghpats klokketårn fra 1245. Grundplanet er korsformet, og anden etage rektangulært med afskårne hjørner.



Detalje fra klokketårnet


Detalje fra den østlige facade af Amenaprkich kirken. Kongerne Kyurike and Smbat holder en model af kirken.


Udsigt fra klosteret over landskabet


Haghpat klosteret er ligesom Sanahin klosteret grundlagt af dronning Khosrovanush omkring år 1000.

Haghpat var et vigtigt centrum for videnskab, og rådede over omfattende jordejendomme indtil klosteret ejendomme blev konfiskeret af det Russiske Imperium i det 19 århundrede.

Haghpat og Sanahin klostrene indgår i UNESCO Verdensarv-listen baseret på de følgende argumenter:
Disse to Byzantinske klostre i Tumanian regionen fra en periode med velstand under Kiurikian dynastiet (10. to 13. århundrede) var vigtige uddannelsescentre. Sanahin var berømt for sine illustratorer and kalligrafer. De to kloster komplekser repræsenterer højdepunktet af Armensk religiøs arkitektur, his unikke egenart repræsenterer en blanding af Byzantinsk arkitektur and den traditionelle arkitektur i Kaukasus regionen.

Amenaprkich kirken


Der var msser af mursejlere, der fløj rundt om ørene på os. Der var så mange at der er kommet nogen med på alle udendørs billederne.






Det indre af kirken. Kirkerne er blevet studeret af arkitekter for at undersøge hav der gør at de stadig står uberørte efter flere kraftige jordskælv, og om vi kan lære noget af byggeteknikken




Haghpat og Sanahin klostrene ligger i Debed slugten tæt ved den sovjetiske industriby Alaverdi, den sidste af de store industribyer med deres ruiner af store sovjetike industrianlæg, der ligger på vejen og jernbanen fra Yerevan to Tbilisi

Vi besluttede at besøge begge de søsterklostre i forbindelse med vores køretur fra Yerevan til Tbilisi.

I løbet af de tre århundrede de to klostre blev bygget, blev der opført mere end 20 forskellige kirker og kapeller, klokketårne, uddannelsescentre, biblioteker m.v.

De to klostre har mange ligheder og ligger på samme plateau, adskilt af en slugt dannet af et tilløb til Debed floden.

Søndag morgen stod vi tidligt op og gik en morgentur op langs en bæk op i bjergene.

Så startede Dima med noget besvær den gamle Golf diesel, og turen gik tilbage til Tbilisi. Det var nu den rene søndagstur i forhold til udturen. Vi kunne se tingen og vi have tid til at stoppe bilen og inspicere de vanskelige steder, flytte nogle af de værste sten og vælge den mest tilgængelige passager.

Vi havde flot klart vejr til den imponerende tur over passet.

Shatili ligger in en del af Kaukasus kaldet Khevsureti, tæt ved grænsen til Tjetjenien. Landsbyen ligger i den kløft der er dannet af Arghuni floden. Landsbyen bestod oprindelig af en befæstning af middelalderlig huse bygget som befæstningstårne. De ca. 60 tårne ligger tæt sammen så de kan fungere som en samlet befæstning.


Sovjet styret flyttede indbyggerne i Shatili blev sammen med resten af befolkningen i Khevsureti til lavlandet i begyndelsen af 1950’erne. Det fantastiske borgkompleks i det lige så imponerende landskab har været brugt som kulisse for en række georgiske film om livet i Kaukasus.


Shatili ligger tæt ved grænsen til Tjetjenien. Landsbyen ligger i den kløft der er dannet af Arghuni floden i et imponerende landskab.


Ved vejen lå der en klynge med flere små stenhuse, som vi udforskede nærmere


Der lå en masse knogler i husene. Senere fik vi at vide af vores værtinde at det var gravpladser, der blev brugt under en koppeepidemi. Hun sagde at beboerne i landsbyen blev syge under epidemien, gik de herned for at dø så de ikke smittede de andre i landsbyen. En af hendes forfædre lå begravet her.


Floden vi gik langs vekslede strækninger med stort fald og mere rolige strækninger




Der boede nogle få familier langs vejen


Det var en dejlig tur i flot solskin, og vi havde selskab hele vejen af en lokal meget venlig hund. Her holder Vlado og hunden et lille hvil mens de venter på mig som var sakket lidt bagud


Et par tårne fra Mutso borgkomplekset




Mutso borgkomplekset


Udsigt fra Mutso borgkomplekset


Der var masser af sommerfugle på vejen som samlede mineraler


Det var en varm dag så ind i mellem tog "vores" hund sig et kølende bad i floden


Næste dag gik vi fra Shatili videre langs hjulsporet ned mod grænsen til vi mødte en grænsepost og derefter op langs et tilløb til floden til Mutso, som ligger ca. 13. kilometer fra Shatili. Mutso er endnu et forladt borgkompleks, og der boede kun en enkelt familie ved foden af komplekset.

Det var en dejlig tur i flot solskin, og vi havde selskab hele vejen af en lokal meget venlig hund. Mine ben var godt brugte da vi nåede tilbage.

På vej op mod bjergpasset langs Aragvi floden


Et af de vanskelige stykker af vejen ned fra bjegpasset mod Shatili. Vlado og Dima er igang med at vurdere mulighederne for at passere - de skimtes bagerst i billedet


De få familier der lever i Shatili i dag bor i en lille samlet bebyggelse ved siden af det oprindelige borgkompleks. Vi boede i huset t.v.


Manden i huset var ivrig jæger




Om aftenen fik vi bjørne-ribbensteg af kødet fra en ung bjørn. Resten af bjørnekødet ligger i køleskabet.


Da vi stod op næste morgen var det første vi så et fladt forhjul på Golfen. En skrue som den havde samlet op for længe siden havde undervejs arbejdet sig gennem (det ret nedslidte) dæk. Nu var gode råd dyre for Dima havde kun et nødhjul om reservehjul, og det var ikke lige noget der fremmede vores chancer for at klare tilbageturen.


Heldigvis var der nogle andre turister som havde hyret mere professionelle til at køre sig, og chaufføren havde hele udstyret, pumpe og lappegrej, og i en håndevending havde han lappet hjulet.


Familien vi boede hos havde to drenge. Her ses de kommende bjørnejægere

Shatili er endnu et fantastisk sted på nordsiden af Kaukasus. Vi vidste ikke meget om Shatili da vi planlagte vores tur og vi vidste heller ikke hvordan vejens tilstand var. Vi besluttede at tage af sted fredag eftermiddag så vi havde en hel dag i Shatili.

Det viste sig at være en meget usmart ide. Vi havde gættet på at det ville tage 3½ time at køre til Shatili, men efter 3½ time var vi endnu ikke kommet over bjergpasset (2720 meter), og det var blevet mørkt. Vejen (eller måske rettere hjulsporet) var meget ringe, og slet ikke egnet til Dimas gamle nedslidte VW Golf. Jeg har senere fået at vide at det var første gang at en ikke 4 - hjulstrækker har taget turen til Shatili, måske er det ikke helt rigtigt men det understreger hvor kikset væres projekt var. Nogle gange krydsede tilløb til den flod vi kørte langs, hjulsporet, og et enkelt gang havde floden oversvømmet vejen, men på en eller anden vis lykkedes det os at komme frem uden uheld og uden at bilen brød sammen.

Efter et par timers kørsel i mørket uden at møde en eneste anden bil, dukkede der omsider et hus op. Det viste sig at være Shatili, og kort efter var vi indkvarteret hos en af de få familier som er tilbage i landsbyen.

Manden i huset, den lokale læge, var ivrig jæger og næste dag stod aftensmenuen på bjørneunge.

Da vi stod op næste morgen var det første vi så et fladt forhjul på Golfen. En skrue som den havde samlet op for længe siden havde undervejs arbejdet sig gennem (det ret nedslidte) dæk. Nu var gode råd dyre for Dima havde kun et nødhjul om reservehjul, og det var ikke lige noget der fremmede vores chancer for at klare tilbageturen. Heldigvis var der nogle andre turister som havde hyret mere professionelle til at køre sig, og chaufføren havde hele udstyret, pumpe og lappegrej, og i en håndevending havde han lappet hjulet.

Shatili ligger in en del af Kaukasus kaldet Khevsureti, tæt ved grænsen til Tjetjenien. Landsbyen ligger i den kløft der er dannet af Arghuni floden. Landsbyen bestod oprindelig af en befæstning af middelalderlig huse bygget som befæstningstårne. De ca. 60 tårne ligger tæt sammen så de kan fungere som en samlet befæstning.

Sovjet styret flyttede indbyggerne i Shatili blev sammen med resten af befolkningen i Khevsureti til lavlandet i begyndelsen af 1950’erne. Det fantastiske borgkompleks i det lige så imponerende landskab har været brugt som kulisse for en række georgiske film om livet i Kaukasus.

De få familier der lever i Shatili i dag bor i en lille samlet bebyggelse ved siden af det oprindelige borgkompleks.

Azerbaijan starter på den anden side af floden. Da vi var på vej til borgen dukkede der pludselig to soldater op, der bevogtede grænsen, så det var godt at vi havde husket vores pas.


Lige så pludseligt som soldaterne dukkede borgruinerne op.


Borgens kirke står der stadig



På vej tilbage. Vi havde også hyret en guide til denne tur, og det var en god ide, for stien var ikke særlig godt afnmærket og jeg tro ikke at vi havde kunnet finde vej på egen hånd.


Da vi startede turen til Machi borgruinerne kunne jeg mærke lørdagens stroppetur i benene.

Jeg var ved at gå sukkerkold på den sidste del af turen hvor vi skulle passere en slugt med en lille flod lige før borgen

Da jeg indimellem sakkede lidt agterud på turen til det lille vandfald mente guiden at vi skulle bruge resten af dagen til at hvile benene, måske mente han også at det var frokosttid. Men vi besluttede os alligevel for at tage den noget længere tur til det andet vandfald i parken uden guide.

Det var en hård tur men også et meget imponerende vandfald.

Nogle unge mennesker holdt schaslick party tæt ved vandfaldet, og vi blev straks inviteret med da vi kom forbi på vejen ned.