Hilsen fra Jesper

På vej op mod bjergpasset langs Aragvi floden


Et af de vanskelige stykker af vejen ned fra bjegpasset mod Shatili. Vlado og Dima er igang med at vurdere mulighederne for at passere - de skimtes bagerst i billedet


De få familier der lever i Shatili i dag bor i en lille samlet bebyggelse ved siden af det oprindelige borgkompleks. Vi boede i huset t.v.


Manden i huset var ivrig jæger




Om aftenen fik vi bjørne-ribbensteg af kødet fra en ung bjørn. Resten af bjørnekødet ligger i køleskabet.


Da vi stod op næste morgen var det første vi så et fladt forhjul på Golfen. En skrue som den havde samlet op for længe siden havde undervejs arbejdet sig gennem (det ret nedslidte) dæk. Nu var gode råd dyre for Dima havde kun et nødhjul om reservehjul, og det var ikke lige noget der fremmede vores chancer for at klare tilbageturen.


Heldigvis var der nogle andre turister som havde hyret mere professionelle til at køre sig, og chaufføren havde hele udstyret, pumpe og lappegrej, og i en håndevending havde han lappet hjulet.


Familien vi boede hos havde to drenge. Her ses de kommende bjørnejægere

Shatili er endnu et fantastisk sted på nordsiden af Kaukasus. Vi vidste ikke meget om Shatili da vi planlagte vores tur og vi vidste heller ikke hvordan vejens tilstand var. Vi besluttede at tage af sted fredag eftermiddag så vi havde en hel dag i Shatili.

Det viste sig at være en meget usmart ide. Vi havde gættet på at det ville tage 3½ time at køre til Shatili, men efter 3½ time var vi endnu ikke kommet over bjergpasset (2720 meter), og det var blevet mørkt. Vejen (eller måske rettere hjulsporet) var meget ringe, og slet ikke egnet til Dimas gamle nedslidte VW Golf. Jeg har senere fået at vide at det var første gang at en ikke 4 - hjulstrækker har taget turen til Shatili, måske er det ikke helt rigtigt men det understreger hvor kikset væres projekt var. Nogle gange krydsede tilløb til den flod vi kørte langs, hjulsporet, og et enkelt gang havde floden oversvømmet vejen, men på en eller anden vis lykkedes det os at komme frem uden uheld og uden at bilen brød sammen.

Efter et par timers kørsel i mørket uden at møde en eneste anden bil, dukkede der omsider et hus op. Det viste sig at være Shatili, og kort efter var vi indkvarteret hos en af de få familier som er tilbage i landsbyen.

Manden i huset, den lokale læge, var ivrig jæger og næste dag stod aftensmenuen på bjørneunge.

Da vi stod op næste morgen var det første vi så et fladt forhjul på Golfen. En skrue som den havde samlet op for længe siden havde undervejs arbejdet sig gennem (det ret nedslidte) dæk. Nu var gode råd dyre for Dima havde kun et nødhjul om reservehjul, og det var ikke lige noget der fremmede vores chancer for at klare tilbageturen. Heldigvis var der nogle andre turister som havde hyret mere professionelle til at køre sig, og chaufføren havde hele udstyret, pumpe og lappegrej, og i en håndevending havde han lappet hjulet.

Shatili ligger in en del af Kaukasus kaldet Khevsureti, tæt ved grænsen til Tjetjenien. Landsbyen ligger i den kløft der er dannet af Arghuni floden. Landsbyen bestod oprindelig af en befæstning af middelalderlig huse bygget som befæstningstårne. De ca. 60 tårne ligger tæt sammen så de kan fungere som en samlet befæstning.

Sovjet styret flyttede indbyggerne i Shatili blev sammen med resten af befolkningen i Khevsureti til lavlandet i begyndelsen af 1950’erne. Det fantastiske borgkompleks i det lige så imponerende landskab har været brugt som kulisse for en række georgiske film om livet i Kaukasus.

De få familier der lever i Shatili i dag bor i en lille samlet bebyggelse ved siden af det oprindelige borgkompleks.