Hilsen fra Jesper

På vejen tilbage til Tbilisi fra Gudauri, stoppede vi op ved et vejside bod hvor der blev solgt nyslagtet gris.

En hyggelig ældre dame med en god sans for humor solgte noget kød til Vlado.

Den økse som hun brugte til at skære kødet ud gav mig associationer i retning af den skarpretterøkse der blev brugt til halshugning.

Efter koncerten med The Shin, var det tidligt op næste dag, for at være klar når løjperne åbnede klokken 10.

Vi blev belønnet med et fantastisk vejr og skiføre: Vi kunne se tværs over den dal hvor Tbilisi og de andre Georgiske byer ligger til det lille Kaukasus bjergkæde med snedækkede bjerge mod syd flere hundrede kilometer væk.

Vlado, Peter og jeg gik til en koncert med den georgiske gruppe The Shin, som foruden en kerne af georgiske musikere inkluderer musikere fra en række lande omkring Sortehavet.

The Shin kombinerer jazz-rock med flamenco og funk, og deres musik er inspireret af guitaristen John McLaughlin.

Deres sceneoptræden kombinerer lysshow og dans med de enkelte musikeres soli.

Black Sea Fire er navnet på et af deres seneste album, og navnet symbolisere at den varme ild, som oprindelig gav liv gradvis blev til en ild af krig og destruktion. Black Sea Fire albummet fejrer at den fredelige varme ild er vendt tilbage: ” “Black Sea Fire” celebrates the renaissance of this peaceful fire – which can turn to a bonfire on the beach, to a blazing flame, to a glistening sparkle or to glorious fireworks over the sea - with the dance of a nearly extinct culture.”

Da tiden oprandt for min næste klipning fik jeg Vlado til at tage billeder fra denne store begivenhed.

Min Azeri frisør har indrettet sin lille geschæft i et hjørne af et hyggeligt reparationsskrædderi hvor skrædderne (som alle ser ud til at de er langt over pensionsalderen) hygger sig gevaldigt med hinanden, samtidig med at butikken ser ud til fungerer som mødested og varmestue for de lokale. Udstyret som frisøren bruger stammer (som også ser ud til at symaskinerne gør) fra en fjern kommunistiske fortid og er sikkert lige så gammelt som butikken. Vlado siger at hans bedstemor havde den samme transformer som den sorte tingest på billedet.

Den fine vimpel med Lenin er en anerkendelse fra kommunist tiden til reparations skrædderiets om bedste produktionskollektiv i Tbilisi. Den blev behørigt støvet af før vi fik lov at tage et billede.

I værkstedet arbejder både georgiere, armeniere og azeri. I en periode hvor den etniske sammensætning ensrettes her som i det tidligere Jugoslavien i (Armenien har f.eks. har opnået næsten 100 % dominans af armenier), varmer det at der findes en lille lomme af mellemfolkeligt samarbejde og forståelse. Måske har menneskeheden en fremtid trods alt!