Hilsen fra Jesper

Karen og jeg havde længe snakket om at vi skulle ud at pirke torsk på Øresund, og omsider lykkedes det finde en dag. Vi sejlede ud fra Købehavn (Svanemølle havn) og helt ud under den svenske kyst. Det blev en dejlig tur med fint vejr og nogle flotte torsk, de største vejede 7,5 kilo (Karens fangst) og 7,2 kilo (Jespers fangst).

Da vejudsigten lovede nogle dage med godt vejr, tog Lisbeth og jeg på en improviseret tur til Ærø, medbringende cykler.

Det er noget af en kontrast at være på ferie i Danmark, alt er enormt pænt og velorganiseret når man sammenligner med Georgien.

Ærø er et fremragende sted at cykle, masser af flotte udsigter, dejlige små byer og restaurerede bondehuse og meget få biler på de vældig fint skiltede cykelruter. Og så får nogle flotte sejlture (i vores tilfælde mellem Langeland og Marstal, samt fra Søby til Faaborg) oven i købet.

Thor, Karen og jeg havde planlagt at de skulle komme til Georgien i juli-august, så vi kunne vandre i Kaukasus sammen med deres kærester, Benedicte og Torsten og endnu et par af Thor og Benedictes venner.

På grund af invitation til et bryllup og et vigtigt symposium kunne de ikke komme helt samtidig, men vi fik strikket et godt program sammen, hvor vi alle kunne være med på turens hovedattraktion: vandreturen i Svaneti.

Først kom Thor og Benedicte med venner og vi tog en weekend trekkingtur til Kazbegi, den sidste by i Kaukasus før grænsen til Rusland (lukket i dag!) på den såkaldte georgiske militærrute fra Rusland. På denne weekendtur besøgte vi også en nærliggende bjergområde ved byen Juta.

Da Karen og Torsten kom tog vi den lange drøje køretur på 11 timer tværs gennem Georgien og op i Kaukasus til Mestia, hovedbyen i Svaneti, hvor der stod 6 dages trekking på programmet. Hovedattraktionerne i Svaneti er de fantastiske bjerge, indbyggerne, og de flotte stenhuse med deres meget imponerende forsvarstårne, et til hver familie med respekt for sig selv (og må man formode et passende antal fjender).

Efter at Thor og Benedicte med venner var taget af sted havde Karen, Torsten og jeg nogle dage tilovers som vi brugte til trekking i Kaukasus med udgangspunkt i Gudauri, det georgiske skisportssted i Kaukasus, også på den georgiske militærrute fra Rusland.

Kortet viser vores trekking rute i Svaneti: Mestia → Zhabeshi → Adishi → Iprali → Ushguli → Shkhara Glacier

Den lille Lomisa kirke ligger meget synligt øverst oppe på Lomisa bjergryggen og kan ses fra en stor del af Aragvi floddalen. Som så mange andre af Georgiens kirker er den bygget på et hedensk helligsted. Kirken er helt tilbage fra det 9ende århundrede.

Hele vejen op til kirken er der flotte udsigter over Aragvi floddalen og vejen til Gudauri, og da vi kom til kirken på bjergryggen havde vi en flot udsigt over Syd Ossetien på den anden side af bjergryggen (nederste billede).

Fra det meget iøjnefaldende sovjetmonument til minde om 200 års samarbejde mellem Rusland og Georgien (nogle vil nok klade det en besættelse!), gik vi ned til Araqgvi floden i kløften dybt under platformen og videre ned til Gudauri. De stier der er angivet i vores guide, er stierne som køerne følger når de græsser. Men her var græsningen ophørt for nogle år siden og stien var lidt svær at lokalisere på strækninger.

Der var også et par broer over floden der manglede i forhold til turbeskrivelsen. Til gengæld var der masser af bremser og myg som ikke var omtalt i guiden! Men vejret var flot og det var en flot tur

Efter at Benedicte, Thor og deres venner var taget af sted kørte Karen, Torsten og jeg igen op af georgiske militærhovedvej langs Aragvi floddalen til Gudauri, vintersportsstedet, som var udgangspunkt for en række vandreture beskrevet i vores guide.

Der er ikke kun forsvarstårne i Svaneti delen af Kaukasus men overalt, og den første korte tur efter at vi var kommet gik til ”Fire Cross Tower” tæt ved det pensionat (med nogle vældigt hyggelige gamle værtsfolk) hvor vi overnattede.

Ildkors tårnet er et af de få afrundede tårne i Kaukasus, de fleste er firkantede.

Benedicte, Thor og deres venners sidste dag i Tbilisi tilbragte vi med at besøge det lokale marked og gå en tur rundt i byen.

Den sidste dag i Svaneti tilbragte vi hos vores flinke værter i Mestia og med at gå en af de mange ture ud fra Mestia og op i bjergene.
Vores værter havde deres eget tårn som du kan se på det sidste billede.

Også på lange stræk en rimeligt afslappende tur, selv om dele gik gennem tær krat og over store sten. Turen går langs Inguri floden op mod gletcheren.

På hele turen kan man se Shkhara (5,150 m), Georgiens højeste bjerg. Undervejs passerer vi nogle imponerende gule liljer.

Turen fra Iprali til Ushguli var ret afslappende efter de tre foregående dages strabadser. Vi fulgte jeepvejen til Ushguli. Trafikken er ikke voldsom. De biler vi mødte de ca. 3 timer vi gik der kunne tælles på en hånd.

Ushguli var det sted hvor vi mødte flest turister, både udenlandske og et georgisk rejseselskab.

Ushguli ligger i en højde fra 2086 til 2200 meter og hævder at være den højst beliggende by i Europa. Den er en del af UNESCO Verdensarv området som omfatter Øvre Svaneti.

Turen fra Adishi til Iprali bød på endnu engang på masser af flotte udsigter, og også lidt dramatik. Vi startede på venstre flodbred. Da jeg efterfølgende kikkede på rutebeskrivelsen fremgik det at vi skulle have krydset floden i Adishi på en bro og gået langs højre flodbred. Men måske var broen skyllet værk?

Da vi så skulle krydse floden blev der tilkaldt en mand med en hest, så vi kunne ride over floden – en fremragende ide da hesten har større frihøjde, og bedre balance på fire ben end vi mennesker har på vores to.

Det blev ikke dårligere af at jeg som alderspræsident fik lov til at ride på vej til floden og på den stejle opstigning på den anden side.

Der var dybe huller mellem de store sten i floden, så nogle steder gik vandet næsten til hesten bug, så det var med ikke at falde af! Og samtidig havde vi den flotte udsigt til Adishi Gletscheren som floden udsprang fra, som vi kunne nyde mens vi ventede på at det skulle blive vores tur.

Desværre var vores vejrheld brugt op, så da vi nærmede os Chkhutnieri bjergpasset (2,720 m) begyndte det at dryppe. Det så ikke ud til at blive til ret meget så jeg tog kun det mest nødtørftige regntøj på, men det udartede sig til et massivt regnskyl så snart var vi gennemblødte. På vejen kom vi forbi en forladt bebyggelse, hvor der i et af husene var en ovn, som vi tændte op i så vi komme lidt til hægterne og tørre lidt.

Heldigvis stilnede det lidt af så lidt tørrere og varmere kunne vi vandre videre til Iprali. Da vi kom til Iprali blev vi mødt af en større lidt opstemt velkomstkomite. Det viste sig at vi skulle indkvarteres hos en familie med 6 døtre. En af dem var lige blevet gift (i en af de mest kendte kirker i Tbilisi), og nu var de i gang med at se en alenlang bryllupsvideo, i det kombinerede køkken og dagligstue. Men humøret var også højt hos os – nok mere på grund af varmen fra det brændefyrede komfur end på grund af videoen, selv om den også viste meget om deres kultur og værdier.