lørdag, august 22, 2009
Intro til Vandreture i Kaukasus, juli-august 2009

Thor, Karen og jeg havde planlagt at de skulle komme til Georgien i juli-august, så vi kunne vandre i Kaukasus sammen med deres kærester, Benedicte og Torsten og endnu et par af Thor og Benedictes venner.
På grund af invitation til et bryllup og et vigtigt symposium kunne de ikke komme helt samtidig, men vi fik strikket et godt program sammen, hvor vi alle kunne være med på turens hovedattraktion: vandreturen i Svaneti.
Først kom Thor og Benedicte med venner og vi tog en weekend trekkingtur til Kazbegi, den sidste by i Kaukasus før grænsen til Rusland (lukket i dag!) på den såkaldte georgiske militærrute fra Rusland. På denne weekendtur besøgte vi også en nærliggende bjergområde ved byen Juta.
Da Karen og Torsten kom tog vi den lange drøje køretur på 11 timer tværs gennem Georgien og op i Kaukasus til Mestia, hovedbyen i Svaneti, hvor der stod 6 dages trekking på programmet. Hovedattraktionerne i Svaneti er de fantastiske bjerge, indbyggerne, og de flotte stenhuse med deres meget imponerende forsvarstårne, et til hver familie med respekt for sig selv (og må man formode et passende antal fjender).
Efter at Thor og Benedicte med venner var taget af sted havde Karen, Torsten og jeg nogle dage tilovers som vi brugte til trekking i Kaukasus med udgangspunkt i Gudauri, det georgiske skisportssted i Kaukasus, også på den georgiske militærrute fra Rusland.
Kortet viser vores trekking rute i Svaneti: Mestia → Zhabeshi → Adishi → Iprali → Ushguli → Shkhara Glacier