Hilsen fra Jesper

Søndag tog vi sammen med min bulgarske kollega Vlado en taxa til skisportsstedet Gudauri i Kaukasus bjergene af Georgian Military Highway. Georgian Military Highway følger Aragvi floden og den rute som har været brugt af handelsfolk og indtrængende hære i århundrede. Sam alle andre forbindelser med Rusland er den nu lukket ved grænsen.

Det startede dog ikke for godt. På vejen op vekslede det mellem slud og tåge, så vi ikke kunne se noget. Og da vi kom frem var der ingen strøm til liftene, og samtidig tåge.

Men efter en time kom der strøm. Tågen gjorde det dog noget vanskeligt at stå på ski, men op ad dagen lettede tågen, så vi havde et par gode timer på ski og en flot tur tilbage, så alt i alt var det en god tur. Det var udmærkede lifte og et glimrende ski terræn med en fantastisk udsigt over Kaukasus bjergene, så jeg glæder mig til at komme tilbage næste vinter.

På vejen tilbage havde vi et stop ved Ananuri borgen, det tidligere hovedsæde for hertugerne af Aragvi.

Lørdag tog Lisbeth og jeg bussen til Tbilisi’s gamle by (billetten kostede 1 kr. og 40 øre). De mange smukke gamle huse og del af kirkerne er i kraftigt forfald. Det fortælles at da skrækkelige George Bush var på præsidentielt besøg i Tbilisi i 2005 blev en del af bygningerne malet og andre overdækket med store gardiner.

Vi var også oppe i Narikali borgen, som der ikke er så meget tilbage af efter et jordskælv i 1827.

Fredag eftermiddag brugte vi et par timer på en udflugt til Mtskheta.

Mtskheta is en af de ældste byer i Georgien. Byen ligger ca. 20 kilometer fra Tbilisi hvor Mtkvari og Aragvi floderne mødes og danner Kura. Aragvi floden som kommer fra Kaukasus er et af vores pilot vandområder.

Mtskheta har tidligere været hovedstad i Georgien, og der var her at kristendommen blev erklæret som statsreligion i 317. Mtskheta er stadig hovedsæde for den Georgiske Ortodokse og Apostoliske kirke.

18. – 19. marts havde vi en meget spændende to dages workshop for vores samarbejdspartnere fra de tre lande. De virkede meget interesserede og positive og der var en livlig debat – desværre på russisk, så det var ikke så meget jeg fik fat i.

Vores projekt er selvfølgeligt præget af at to af landene har en uafsluttet konflikt/krig med hinanden om grænsedragningen, som ikke kan undgå at virke ind på den indbyrdes dialog mellem vores samarbejdspartnere fra de to lande.

Armenierne virker meget mere velorganiserede og har vandplanlægning som en rimelig høj prioritet, så de er en fornøjelse at samarbejde med. Georgierne er interesserede på embedsmandsniveau, men den lave politiske prioritering af området og de evindelige udskiftninger af ministre og omlægninger af administrationen ser ud til at bremse stort set alt fremskridt. Interessen fra Azerbaijan er rimelig stor, fordi landet er meget afhængigt af de vand som floderne bringer videre til dem fra de to andre lande til kunstvanding m.v. Men de er vanskelige at samarbejde med dels på grund af det meget høje korruptionsniveau, dels på grund af at landet nærmest fungerer som en politistat, så der er megen overvågning og alle er lidt bange.

14. -15. marts var jeg på weekendtur til Borjomi sammen med en bulgarsk kollega fra projektet og hans kone. I Borjomi var vi bl.a. ude at køre i Lada med en ældre taxachauffør som var erklæret stalinist. Da bulgarerne spurgte til de store udrensninger som Stalin gennemførte sagde taxachaufføren, at problemet var at Stalin ikke havde fået udryddet alle folkefjender. Hvis han var lykkes med sit projekt var Georgien ikke havnet i den nuværende situation!

Borjomi ligger ca. 2½ times kørsel fra Tbilisi med Marshrutka (minibus) og var berømt over hele det forhenværende Sovjetunionen for sine varme kilder med noget meget specielt helsebringende vand og var et meget populært feriested. Borjomi ligger ved Mtkvari floden ca. 850 meter over havet så klimaet er meget behageligt.

Nu er feriekomplekserne fyldt op med flygtninge som lever et kummerligt liv der. Fjernvarmesystemet til de store boligblokke er brudt sammen, så nu har hver lejlighed tilsyneladende (baseret på observationer af antallet af skorstensrør og lugten af brænderøg fra vådt brænde) sin egen brændeovn. Et noget deprimerende sted at henslæbe en udsigtsløs tilværelse langt fra sin hjemegn og uden arbejde.

På trods af den nylige krig i Syd-Ossetien er der vidt jeg kan vurdere der ingen bitterhed mod russerne blandt georgierne. De har passende lagt hele skylden for russernes fremfærd på Putin som de hader. Og så er Saakasjvili blevet meget upopulær ovenpå krigen – som en taxachauffør sagde: Hvorfor går vi i krig med vores vigtigste marked? Der lever også ca. 2 mil. georgiere i Rusland, så jeg har svært ved at finde vindere i Georgien på konflikten med Rusland. Krigen i Syd-Ossetien har også rippet op i flygtningespørgsmålet. Der var en del flygtninge efter den seneste krig i Syd-Ossetien som man har taget sig godt af og stort fået genhuset – men arbejde er der ikke til dem. Men de mange hundrede tusinde flygtninge fra de tidlige krige i Abkhasien og Syd-Ossetien lever en kummerlig tilværelse, og de er nu bitre over at man fra regimets side har taget sig så rimeligt godt af flygtningene fra den seneste konflikt mens de har måttet gå for lud og koldt vand.

Vi var i Borjomi fordi der ligger en stor nationalpark der (med bjørn, los og ulve), hvor bulgarerne kendte nogle af de ansatte som de gerne ville hilse på. Der er et meget flot område og vi var ude at gå nogle ture. Den ene af dem blev dog kortet af fordi min bulgarske kollega faldt i den lille bæk vi gik langs, da han ville hjælpe sin kone over den. På et af billederne kan du se den interimistiske bro vi etablerede til tilbageturen over bækken efter vandgangen.

I parken er der et netværk af 9 stier med overnatningssteder (shelters) så man kan vælge mellem vandreture fra en dags til en uges varighed. Stierne ligger mellem 800 meters and 2,642 meters højde (http://www.nationalpark.ge/ og http://en.wikipedia.org/wiki/Borjomi).

Min Georgiske kollega Eka inviterede hele projekt team’et til fernisering

På vejen tilbage til fra Yerevan til Tbilisi kørte vi igennem Debed slugten/dalen, som er en del af det ene af vores afstrømningsområder. Det er et meget flot område, med flere industribyer, i sovjet stilen.

I sovjet tiden blev der sat en omfattende modernisering af landbruget og industrialisering i værk for at skabe en masse arbejdspladser og derigennem sikre befolkningens loyalitet over for systemet. Kæmpe projekter til kunstvanding blev gennemført, uden at tage hensyn til energieffektiviteten i de valgte løsninger. Utilstrækkelige kvalitetsstandarder og dårlige materialer gjorde det ikke bedre. Store industrielle komplekser blev bygget – med døde floder som følge af udledning af industrisildevand som resultat. Det gjaldt bl.a. nogle af ”vores” floder i Debed systemet. Store sovjet-boligkomplekser, med drikkevandforsyning og kloakering, blev bygget til de mange arbejdere som strømmede til fra armenske samfund i udlandet, og landet etniske sammensætning ændrede sig markant. En lang proces har resulteret at den armenske del af befolkningen er gået op fra 30% i 1828 til over 95% i dag – Armeniens nationale motto er: En Nation, En Kultur (Mek Azg, Mek Mshakouyt).

Efter sovjetunionens sammenbrud og Armeniens selvstændighed (og krig med Azerbaijan) faldt systemet, som ikke kun var helt ubæredygtigt, men også totalt uøkonomisk især på grund af energiforbrug og transportomkostninger, helt sammen.

Der var sort set ingen aktivitet i de store forfaldne industrikomplekser som vi passerede, bortset fra en kobbersmelter som så ud til at arbejde på halv kraft.

Det må have været et chok for de lokale samfund. Nærmest fra den ene dag til den anden forsvandt de fleste job og størsteparten af den økonomiske aktivitet.

Men vandkvaliteten blev meget bedre!

Armenien er verdens ældste kristne land (hævder de) og har masser af meget gamle smukke kirker og klostre, som jeg håber at få tid til se nogle af. Billederne viser en af kirkerne i Debed dalen, og et par gravstenene fra kirkegården.

Der er også et billeder af et-benede armenske chauffør.

I går var vi til møde med det kontor i Miljøministeriet som vi skal samarbejde med (Kontoret for Vand Ressource Administration). De er heldigvis meget interesserede i vores projekt som passer fint in i deres arbejdsprogram, så det er en meget positivt oplevelse at arbejde sammen med dem.

I går diskuterede vi også opgavebeskrivelsen for 2 lokale firmaer (Geocom og Geoinfo) som vi skal lave hver sin Vanområdeplan for to udvalgte afstrømningsområder (Debed and Aghstev) for os. Og i dag have vi så et møde i ministeriet med dem hvor vi præsenterede opgavebeskrivelsen for dem.

I dag blev der også lidt tid til sightseeing efter mødet i ministeriet. Vi tog ud til Garni templet, fra det første århundrede for Helios, beliggende i et flot bjerglandskab, skabt af vulkansk aktivitet (som det meste af Armenien).

Onsdag havde vi et separat møde med hvert af de to firmaer, hvor vi mere detailleret diskuterede hvad de skal lave og besvarede deres mange spørgsmål.

Socialiseringen er også meget vigtig, så 4 aftener i træk var der stor spisning med masser af meget lækkert grillet kød og masser af vodka. Mandag aften var konerne til de to armenske medlemmer af vores team også inviteret med. Tirsdag aften stod menuen dog på fisk til en forandring, men også der flød vodkaen i (lidt for) rigelige mængder.