mandag, marts 23, 2009
Workshop, 18. – 19. marts 2009

18. – 19. marts havde vi en meget spændende to dages workshop for vores samarbejdspartnere fra de tre lande. De virkede meget interesserede og positive og der var en livlig debat – desværre på russisk, så det var ikke så meget jeg fik fat i.
Vores projekt er selvfølgeligt præget af at to af landene har en uafsluttet konflikt/krig med hinanden om grænsedragningen, som ikke kan undgå at virke ind på den indbyrdes dialog mellem vores samarbejdspartnere fra de to lande.
Armenierne virker meget mere velorganiserede og har vandplanlægning som en rimelig høj prioritet, så de er en fornøjelse at samarbejde med. Georgierne er interesserede på embedsmandsniveau, men den lave politiske prioritering af området og de evindelige udskiftninger af ministre og omlægninger af administrationen ser ud til at bremse stort set alt fremskridt. Interessen fra Azerbaijan er rimelig stor, fordi landet er meget afhængigt af de vand som floderne bringer videre til dem fra de to andre lande til kunstvanding m.v. Men de er vanskelige at samarbejde med dels på grund af det meget høje korruptionsniveau, dels på grund af at landet nærmest fungerer som en politistat, så der er megen overvågning og alle er lidt bange.