Hilsen fra Jesper

Vlado og jeg ville gerne prøve en cykeltur væk fra Tbilisis mange biler, så vi havde bestilt Dima til at hente os kl. 7 lørdag morgen, for at køre os til Zhinvali reservoiret nord for Tbilisi. Planen var så at cykle op langs reservoiret på den modsatte side af hovedvejen op i Kaukasus bjergene mod Rusland (den georgiske militærvej). Desværre havde vi kun nogen særlig gode kort der lige dækkede området omkring Aragvi floden og reservoiret.

Det gik nu fint i starten, vejret var dejligt og vi cyklede som planlagt op langs reservoiret fra opstemningen til starten. Trafikken var meget beskeden, og udsigterne var flotte, med efterårsfarver på træerne.

På vejen passerede vi en lille købmandsbutik hvor Vlado faldt i snak med en ældre mand, som have været soldat i Østtyskland og medlem af kommunistpartiet. Det var kun medlemmer af kommunistpartiet der kunne få lov til at bygge hus, så han havde meldt sig ind forklarede han.

Lige ved siden af købmandsbutikken gik et hjulspor op i bjergene og da Vlado spurgte om det førte til Tianeti, som vi havde overvejet at cykle til (udenfor vores kort) fik han et bekræftende svar. Vi cyklede videre hen begyndelsen af reservoiret, hvor der var lavt vand tilsyneladende med masser af fisk, for der var mange hejrer og skarver som fiskede der og en hejre koloni på den anden side af søen.

På vejen tilbage langs reservoiret løb vores eventyr - gen af med os og vi cyklede op ad jeep sporet til Tianeti. Det viste sig at være en misforståelse, Hver gang vi havde trukket vores cykler op ad en stejl stigning håbede jeg at nu var vi nået toppen, men ak det fortsatte hver gang, og til sidst forsvandt sporet helt - men meget udsigterne var flotte. Da vi efter at par timer stroppetur endeligt nåede toppen gik der heldigvis et hjulspor ned igen, så det tog os ikke lang tid at ned til den første landsby på vejen til Tianeti.

Det virkede meget forfaldent og fattigt og som om den mandlige del af befolkningen havde slået sig på druk, mens kvinderne arbejdede i marken.

Noget af de første vi så da vi kom til Tianeti var en flot nymalet guld bronzeret Stalins statue. Byen der er hovedstad i Tianeti distriktet, som er blandt de fattigste i Georgien. 63 % af befolkningen er under fattigdomsgrænsen og 14 % modtager socialhjælp mod 8% på landsbasis. Der var også en del bygninger fra sovjettiden, der var gået ud af brug, og lå hen med tomme vinduer og i diverse stadier af forfald. Det gjaldt også det gode gamle intourist hotel, hvor pamperne og KGB agenterne holdt til i de gode gamle sovjetdage. Og da vis spurgte om der var en restaurant, fik vi at vide at det rådede byen ikke over.

Vi fortsatte fra Tianeti mod Tbilisi – vi troede at nu skulle vi have det let og bare cykle ned af bakke. Men det viste sig at der var lige at par bjerge vi først skulle over

Da vi syntes at tiden var inde til at ringe til Dima for at spørge om han kunne samle os op var der intet signal på vores mobiltelefon. Da mørket begyndte at sænke sig fik vi endelig kontakt og aftalte hvor vi skulle samles op.

Vi fandt et sted i vejkanten overfor et hus hvor folk hele tiden kom og gik til. Nogle af dem kontaktede os, først nogle unge mennesker som spurgte om det var noget de kunne hjælpe med, og derefter et par plakatfalde mænd som kom kørende forbi, som vistnok spurgte om det samme.

Til sidst gik Vlado over til huset overfor, ringede til Dima og fik dem til at forklare Dima hvor vi var over telefonen. Vi blev straks inviteret af de meget venlige mennesker indenfor (dvs. udenfor ved det udendørs overdækkede køkken, det så ud til at huset fungerede som den lokale restaurant), og jeg blev bænket i en sofa.

Kort efter kom Dima og samlede os (det viste sig at han var kørt forbi os uden at vi havde set hinanden i mørket), og en time efter var vi tilbage i Tbilisi. Det tog noget længere end vi troede på grund af de dårlige og snoede veje.

Vlado og cyklede for tredje gang til Tbilisi Reservoir, den store sø der er opdæmmet for at fungere som reservoir for vandforsyningen til byen – populært kaldet Tbilisi havet, og med en fredelig og flot cykeltur (en mangelvare i og omkring Tbilisi) langs østsiden af søen.

På vejen ud til Tbilisi Reservoir, som ligger øst for Tbilisi cyklede vi opstrøms langs Kura eller Mtkvari floden, hvor vandføringen nu er på sit laveste og vandet er klarest.

Tbilisi samler spildevandet i en hovedkloak for at lede det urenset ud længere nedstrøms, tættere ved grænsen til Azerbaijan. Men hele vejen var der en kraftig kloaklugt fra udløbet af de mange kloakker der ikke er sluttet il hovedkloakken.

Det holdt dog ikke lystfiskerne væk. De var overalt, langs bredderne og ude i floden, på de lave steder der om foråret er dækket af flere meter vand. Og vi så også flere der fangede noget, det så ud til at være højsæson for fiskeriet i Kura floden.

Vi besluttede os for at kikke på det gigantiske monument ved søens nordvest ende, der ifølge de politibetjente der bevogtede det var bygget 1982 da Sovjetunionen var på sit højeste. Det var imponerende udsmykket med kæmpestore bronzerelieffer, der så ud til at forestille skikkelse fra Georgiens historie, plus tableauer fra biblen. Men sovjethelte var svære at finde. Og det har været svært (for ikke at sige umuligt) for mig at finde oplysninger om monumentet, selv om det er synligt fra stort set hele byen. Der var meget få besøgende. Typisk georgisk var en del af de nederste relieffer fjernet, sandsynligvis for at sælge dem som skrot metal.

På vejen ned passerede vi flere kirkegårde, den ene tilsyneladende beregnet for militærfolk at dømme efter den tank der stod lige efter indgangen. De georgiske gravsteder er rigt udsmykkede, og inkluder siddearrangementer hvor man kan mindes den afdøde over et glas vin.

Den sidste dag Lisbeth var i Georgien for denne gang besluttede vi at tage endnu en tur vestpå, denne gang lidt kortere end turen til Sortehavet.

Målet med turen var 3 (nuværende og forhenværende) byer: Uplistsikhe, Gori and Mtskheta.

I Gori, Stalins fødeby ærer de stadig historiens største massemorder som byens store søn. Men måske er det os der er forkert på den, og den gamle georgiske taxachauffør vi mødte i Borjomi, som sagde: ”problemet var ikke at Stalin slog en masse mennesker ihjel, at problemet var derimod at Stalin ikke fik udryddet alle folkefjender” der har ret. Der er i hvert fald et Stalin museum, en stor Stalin statue og en Stalin boulevard i Gori.

Uplistsikhe var hovedbyen i Georgien fra 600 for Kristus til 100 efter Kristus før først Mtskheta og så Tbilisi tog over. Det lå strategisk ved handelsruten lang Kura floden med en dyb dal til den ene side og en stejl klippe til den anden. Man anslår at Uplistsikhe har haft op til 20.000 indbyggere. Byen er berømt for sine huler som kun har været en lille del af den bymæssige bebyggelse men som er det eneste der har overlevet ødelæggelse af mongolerne og jordskælv.

Mtskheta er den tidligere hovedstad i Georgien før Tbilisi. Mtskheta er stadig hovedsæde for det religiøse hovedsæde, og det er her to af Georgiens vigtigste kirker: Svetitskhoveli Katedralen (11. århundrede) and Jvari Kirken (6. århundrede) ligger. Vi havde store problemer med at komme frem til kirken på grund af bryllupper, som det er højsæson for om efteråret når frugt og grøntsager er billigere, og det er letter at finansiere bryllupsfesten som gerne skal have fra 150 op til 500 gæster. Billederne viser nogle udsmykninger fra Svetitskhoveli Katedralen som se mere hedenske end kristne ud.

Lisbeth og jeg havde en god weekend i Batumi ved Sortehavet. Den 7 timer lange togtur i sneglefart til Batumi bød på flotte udsigter til Kaukasus bjergene og et varieret landskab med afgræssede områder og kuperede områder bevokset med skov. Jeg fik en svømmet en tur i Sortehavet, vandet var dejlig varmt men det var noget af en udfordring på grund af den stærke strøm.

Havnen er en vigtig eksporthavn for Georgien, hvorfra de udskiber olie og noget af resterne fra sovjettiden (scrap metal). Og med masser af lystfiskere, selv om de ser ud til at fokusere mere på afslapning og socialisering end på at fange noget.

Batumi er meget turist orienteret. Stranden byder på en flot promenade med palmer på en 7 km lang strækning. Der er et grønt bælte langs hele kysten. Og så er der et par imponerende springvand, hvor vandet springer i takt med den indlagte musik.

Vi fik også set den botaniske have, der ligger godt 13 km uden for byen. Haven ligger i en højde af 0 til 100 meter over havet og er bevokset med høje 100 år gamle træer fra alle verdensdele. Der var en bevoksning med Eukalyptus, en bevoksning med bambus, en del bevoksninger med gran, fyrretræer, Cypres, og enkelte bevoksninger med løvtræer. Der var nogle flotte udsigter til Sortehavet fra haven, der ligger ud til Sortehavet og er ca. 6 km lang.

Hver aften spiste vi aftensmad på en restaurant med udsigt til solnedgangen i Sortehavet. Op til tusmørket kom der flagermus, som fløj hen over hovedet på os. Vi fik rigtig lækker georgisk mad. Jeg fik brug for sit lidt sparsomme, men nyttige ordforråd på russisk, når vi skulle læse menukortet. Guide bogen var også til nytte i den forbindelse, og vi smagt mange forskellige retter.
Vi var også inde på nogle af de lokale madsteder og fik den lokale udgave af den georgiske nationalret: khatchapuri.

I Adjara regionen hvor Batumi ligger har de deres egen variant af khatchapuri med indbagt æg og smør, en rigtig kaloriebombe. Vi gik en del rundt i byen. Ude i det offentlige rum er der også meget livligt. Der sidder folk på fortovet og spiller skak og andre brætspil og kort.

Om aftenen var der et show ved springvandet i strandparken nede ved Sortehavet. Springvandet var sat op til at springe i takt med nogle stykker af klassisk musik. Det var et show med vand, lys og musik. Meget flot.

Turen tilbage til Tbilisi foregik med nattoget. Det var en noget støjende og bumpet fornøjelse, men vi fik begge sovet lidt.