Hilsen fra Jesper

Vlado og cyklede for tredje gang til Tbilisi Reservoir, den store sø der er opdæmmet for at fungere som reservoir for vandforsyningen til byen – populært kaldet Tbilisi havet, og med en fredelig og flot cykeltur (en mangelvare i og omkring Tbilisi) langs østsiden af søen.

På vejen ud til Tbilisi Reservoir, som ligger øst for Tbilisi cyklede vi opstrøms langs Kura eller Mtkvari floden, hvor vandføringen nu er på sit laveste og vandet er klarest.

Tbilisi samler spildevandet i en hovedkloak for at lede det urenset ud længere nedstrøms, tættere ved grænsen til Azerbaijan. Men hele vejen var der en kraftig kloaklugt fra udløbet af de mange kloakker der ikke er sluttet il hovedkloakken.

Det holdt dog ikke lystfiskerne væk. De var overalt, langs bredderne og ude i floden, på de lave steder der om foråret er dækket af flere meter vand. Og vi så også flere der fangede noget, det så ud til at være højsæson for fiskeriet i Kura floden.

Vi besluttede os for at kikke på det gigantiske monument ved søens nordvest ende, der ifølge de politibetjente der bevogtede det var bygget 1982 da Sovjetunionen var på sit højeste. Det var imponerende udsmykket med kæmpestore bronzerelieffer, der så ud til at forestille skikkelse fra Georgiens historie, plus tableauer fra biblen. Men sovjethelte var svære at finde. Og det har været svært (for ikke at sige umuligt) for mig at finde oplysninger om monumentet, selv om det er synligt fra stort set hele byen. Der var meget få besøgende. Typisk georgisk var en del af de nederste relieffer fjernet, sandsynligvis for at sælge dem som skrot metal.

På vejen ned passerede vi flere kirkegårde, den ene tilsyneladende beregnet for militærfolk at dømme efter den tank der stod lige efter indgangen. De georgiske gravsteder er rigt udsmykkede, og inkluder siddearrangementer hvor man kan mindes den afdøde over et glas vin.