Hilsen fra Jesper

Vlado og jeg ville gerne prøve en cykeltur væk fra Tbilisis mange biler, så vi havde bestilt Dima til at hente os kl. 7 lørdag morgen, for at køre os til Zhinvali reservoiret nord for Tbilisi. Planen var så at cykle op langs reservoiret på den modsatte side af hovedvejen op i Kaukasus bjergene mod Rusland (den georgiske militærvej). Desværre havde vi kun nogen særlig gode kort der lige dækkede området omkring Aragvi floden og reservoiret.

Det gik nu fint i starten, vejret var dejligt og vi cyklede som planlagt op langs reservoiret fra opstemningen til starten. Trafikken var meget beskeden, og udsigterne var flotte, med efterårsfarver på træerne.

På vejen passerede vi en lille købmandsbutik hvor Vlado faldt i snak med en ældre mand, som have været soldat i Østtyskland og medlem af kommunistpartiet. Det var kun medlemmer af kommunistpartiet der kunne få lov til at bygge hus, så han havde meldt sig ind forklarede han.

Lige ved siden af købmandsbutikken gik et hjulspor op i bjergene og da Vlado spurgte om det førte til Tianeti, som vi havde overvejet at cykle til (udenfor vores kort) fik han et bekræftende svar. Vi cyklede videre hen begyndelsen af reservoiret, hvor der var lavt vand tilsyneladende med masser af fisk, for der var mange hejrer og skarver som fiskede der og en hejre koloni på den anden side af søen.

På vejen tilbage langs reservoiret løb vores eventyr - gen af med os og vi cyklede op ad jeep sporet til Tianeti. Det viste sig at være en misforståelse, Hver gang vi havde trukket vores cykler op ad en stejl stigning håbede jeg at nu var vi nået toppen, men ak det fortsatte hver gang, og til sidst forsvandt sporet helt - men meget udsigterne var flotte. Da vi efter at par timer stroppetur endeligt nåede toppen gik der heldigvis et hjulspor ned igen, så det tog os ikke lang tid at ned til den første landsby på vejen til Tianeti.

Det virkede meget forfaldent og fattigt og som om den mandlige del af befolkningen havde slået sig på druk, mens kvinderne arbejdede i marken.

Noget af de første vi så da vi kom til Tianeti var en flot nymalet guld bronzeret Stalins statue. Byen der er hovedstad i Tianeti distriktet, som er blandt de fattigste i Georgien. 63 % af befolkningen er under fattigdomsgrænsen og 14 % modtager socialhjælp mod 8% på landsbasis. Der var også en del bygninger fra sovjettiden, der var gået ud af brug, og lå hen med tomme vinduer og i diverse stadier af forfald. Det gjaldt også det gode gamle intourist hotel, hvor pamperne og KGB agenterne holdt til i de gode gamle sovjetdage. Og da vis spurgte om der var en restaurant, fik vi at vide at det rådede byen ikke over.

Vi fortsatte fra Tianeti mod Tbilisi – vi troede at nu skulle vi have det let og bare cykle ned af bakke. Men det viste sig at der var lige at par bjerge vi først skulle over

Da vi syntes at tiden var inde til at ringe til Dima for at spørge om han kunne samle os op var der intet signal på vores mobiltelefon. Da mørket begyndte at sænke sig fik vi endelig kontakt og aftalte hvor vi skulle samles op.

Vi fandt et sted i vejkanten overfor et hus hvor folk hele tiden kom og gik til. Nogle af dem kontaktede os, først nogle unge mennesker som spurgte om det var noget de kunne hjælpe med, og derefter et par plakatfalde mænd som kom kørende forbi, som vistnok spurgte om det samme.

Til sidst gik Vlado over til huset overfor, ringede til Dima og fik dem til at forklare Dima hvor vi var over telefonen. Vi blev straks inviteret af de meget venlige mennesker indenfor (dvs. udenfor ved det udendørs overdækkede køkken, det så ud til at huset fungerede som den lokale restaurant), og jeg blev bænket i en sofa.

Kort efter kom Dima og samlede os (det viste sig at han var kørt forbi os uden at vi havde set hinanden i mørket), og en time efter var vi tilbage i Tbilisi. Det tog noget længere end vi troede på grund af de dårlige og snoede veje.