Hilsen fra Jesper

Turen fra Adishi til Iprali bød på endnu engang på masser af flotte udsigter, og også lidt dramatik. Vi startede på venstre flodbred. Da jeg efterfølgende kikkede på rutebeskrivelsen fremgik det at vi skulle have krydset floden i Adishi på en bro og gået langs højre flodbred. Men måske var broen skyllet værk?

Da vi så skulle krydse floden blev der tilkaldt en mand med en hest, så vi kunne ride over floden – en fremragende ide da hesten har større frihøjde, og bedre balance på fire ben end vi mennesker har på vores to.

Det blev ikke dårligere af at jeg som alderspræsident fik lov til at ride på vej til floden og på den stejle opstigning på den anden side.

Der var dybe huller mellem de store sten i floden, så nogle steder gik vandet næsten til hesten bug, så det var med ikke at falde af! Og samtidig havde vi den flotte udsigt til Adishi Gletscheren som floden udsprang fra, som vi kunne nyde mens vi ventede på at det skulle blive vores tur.

Desværre var vores vejrheld brugt op, så da vi nærmede os Chkhutnieri bjergpasset (2,720 m) begyndte det at dryppe. Det så ikke ud til at blive til ret meget så jeg tog kun det mest nødtørftige regntøj på, men det udartede sig til et massivt regnskyl så snart var vi gennemblødte. På vejen kom vi forbi en forladt bebyggelse, hvor der i et af husene var en ovn, som vi tændte op i så vi komme lidt til hægterne og tørre lidt.

Heldigvis stilnede det lidt af så lidt tørrere og varmere kunne vi vandre videre til Iprali. Da vi kom til Iprali blev vi mødt af en større lidt opstemt velkomstkomite. Det viste sig at vi skulle indkvarteres hos en familie med 6 døtre. En af dem var lige blevet gift (i en af de mest kendte kirker i Tbilisi), og nu var de i gang med at se en alenlang bryllupsvideo, i det kombinerede køkken og dagligstue. Men humøret var også højt hos os – nok mere på grund af varmen fra det brændefyrede komfur end på grund af videoen, selv om den også viste meget om deres kultur og værdier.