Hilsen fra Jesper

Min første tur til Azerbaijan gik med fly til Baku, en kort tur på 80 minutter. I Baku har vi haft nogle møder med projektets Azerbaijan-team, for at diskutere deres arbejde. Man kan sige at Baku består af fire byer: den gamle by, det der blev bygget under det første olieboom, den sovjetiske Baku, og de nye bebyggelser efter sovjettiden, affødt af det nye olieboom. Den gamle by i Baku er et dejligt sted. Vi boede på hotel Azcot i centrum 2 minutternes gang fra den gamle by.

Bymuren er stadig bevaret rundt om den gamle by, hvor den mest berømte seværdighed er Jomfruens Tårn, hvis grundsten blev lagt omkring 800.

Azerbaijan er en slags enevælde hvor en familie har sat sig på magten. Overalt ser man billeder af ”landsfaderen” – den tidligere præsident (og i sovjettiden KGB general der i praksis lede Azerbaijan i 30 år – og igen fra 1993 til 2003). Oven over fodgængerpassagen er der et citat nuværende præsident (søn af den tidligere): ”Azerbaijans økonomiske fremskridt er et faktum”.

I og omkring den gamle by er der en række gågader, en dejlig afveksling fra Tbilisis bil terror. Centrum er også meget velholdt, og hele byen er præget af en voldsom byggeaktivitet, affødt af de mange oliedollars som strømmer ind i Baku.

Baku ligger i et ørkenagtigt landskab, og der er stort set solskin hele året rundt. Så sommermånederne med over 40 graders varme om dagen skal man helst ikke tilbringe i Baku. Så en af de helt store udfordringer er at skaffe vand til den hastigt voksende by. Ind imellem er der kraftig vind fra det Kaspiske Hav, noget som vi også oplevede. En af teorierne om navnet for Baku er netop at det kommer fra et ord der betyder blæstens by.

Vi blev inviteret ud at spise af vores lokale team på restaurant, der lå på en skrænt, udsat for den kraftige vind med en flot udsigt over landskabet og med byen i baggrunden. Maden var dejlig og vodkaen flød rigeligt, men sjældent har jeg frosset så meget.