Hilsen fra Jesper

Dima spørger de lokale om vej i Kasristskali, den sidste landsby før naturparken, hvor vi tog den fatale beslutning om at køre den forkerte vej.


Og så var vi kørt ubehjælpeligt fast.


Efter over en times arbejde var vi oppe af mudderhullet – på billedet ses den strækning vi havde skubbet bilen.


En tudse, som boede i de hjulspor hvor vi var kørt fast, havde med undren observeret vores anstrengelser.


Udsigten over naturparken fra den vestlige indkørsel, hvorfra vi måtte vende om for at køre fast i et af de samme mudderhuller


Gården lige før parken, hvor de aldrig havde hørt om den eksistens


Omsider klar til at opleve Vashlovani fra cyklerne


VasLovani betyder æblehave opkaldt efter de karakteristiske spredte pistacie træer


Der er mange lodrette klipper hvor biædere og svaler kan bygge rede.


Da mørket sænkede sig fløj flokke af biædere hen over os på vej til deres redepladser i klipperne.


Solen går ned over parken.


Og søndag morgen var vi klar på cyklerne igen da solen stod op igen.


Og vi er på cyklerne – i baggrunden det nybyggede besøgscentret med de udmærkede bungalows


En af parkens rangere frarådede os at cykle, fordi han sagde at vi ville blive angrebet af slager og aggressive hyrdehunde. Slanger så vi godt nok ingen af, men det med hyrdehundene var helt korrekt. De er kæmpestore og havde travlt med at jage os væk med meget aggressiv gøen og visen tænder hver gang vi nærmede os et hus eller en flok dyr. Her er et mere fredeligt eksemplar af slagsen.


Endelig et dyr som ikke er væk før jeg har fundet fotoapparatet frem


Vlado og jeg havde længe planlagt en tur til Vashlovani naturpark, som ligger i helt mod øst i Georgien omgrænset af Azerbaijan. Vi ville tage cykler med, fordi området så ud til at være velegnet til cykling.

Dima kom og hentede os og vores cykler i sin Ford Transit minibus lørdag morgen klokken 6. Vi skulle nå både køreturen og at opleve naturparken fra vores cykler, så dagen skulle udnyttes fuldt ud.

Parkens administration (ret imponerende med kontorer, udstilling og konferencecenter) ligger i Dedoplistskaro den større by der er administrationscenter for det region hvor Vashlovani naturpark ligger.

Der er 70 kilometer fra Dedoplistskaro til besøgscentret i parken, hvor de nyopførte bungalows, som vi havde lejet, lå.

Den vej som førte fra Dedoplistskaro til Kasristskali, den sidste landsby før parken, var blevet asfalteret i sovjet tiden, men bestod nu udelukkende af kæmpestore huller så det var noget af en prøvelse at køre den del af turen.

Da vi kom til Kasristskali, den sidste landsby før naturparken, skulle vi vælge mellem flere jordveje, en af dem med et skilt der viste til parkens center hvor vi skulle overnatte. Men retningen var en helt anden en den der fremgik af det udmærkede kort over parken som vi havde fået på besøgscentret.

Dima er god til at spørge de lokale om vej og ikke så vant til at kikke på kort, og det endte med en fatal beslutning om at køre den forkerte vej – den vej som var angivet på skiltet.

Vi kørte ud af jordvejen. Det havde regnet kraftigt de foregående dage og der var store pytter i lavningerne. Og Dima Ford Transit var ikke den mest velegnede til den slags off-road kørsel, så det varede ikke længe før vi var kørt ubehjælpeligt fast i en kæmpe vandpyt/mudderpøl.

Den næste time gik med at få skubbet bilen gennem mudderpølen. Det var noget smattet og glat omgang og Dima gled og fik sig et gratis mudderbad.

Lidt længere hende kom vi til næste mudderhul og også her kørte vi fast. Heldigvis kom der kort der kort efter en Gaz firehjulstrækker (en godt gammelt sovjetisk produkt) forbi med fire fulde georgiske mænd, og de trak os uden nærmere forhandlinger fri.

Vi forsatte til indgangen til parken, hvor der var en ranger-station. Rangerne sagde til os at det var den forkerte indgang og at vi nødt køre tilbage for at komme til vores bungalows, og kort tid efter sad vi fast samme sted som sidst. Men heldigvis kom den samme Gaz firehjulstrækker forbi (denne gang kun med to mand ombord), og de gentog uden tøven øvelsen.

Lige efter fandt vi en genvej til den rigtige vej ind i parken, så vi undgik det andet møde med ”en-times” vandhullet.

Da vi passerede en gård (den sidste før parken) hvor nogle kvinder var ved at drive deres køer ind til malkning spurgte Dima dem om vej. Det viste sig at være vanskeligt, dels fordi de var Azeri, og ikke ville komme nærmere til vores bil end 15 meter og dels fordi de tilsyneladende aldrig havde hørt om parken. Det eneste de vidste, var at den vej vi kørte på førte til Azerbaijan (ikke helt korrekt da der kun er et sted i nærheden af Tbilisi man kan passere grænsen mellem Georgien og Azerbaijan og der heller ikke er nogen bro over Alazani floden som udgør grænsen).

Heldigvis kom der i det samme en boulevard firehjulstrækker forbi som viste sig også at være på vej til parken, og det meget hjælpsomme georgiske par i bilen sagde at vi var på ret kurs. De kørte foran og holdt øje med at vi ikke kørte fast og den ene gang det skete trak de os op.

Så efter 12 timers rejse kom vi omsider frem og Vlado og jeg kastede os straks op på cyklerne.

Vashlovani naturpark var lige så imponerende som vi havde håbet. Det fantastiske landskab og den store diversitet i naturforhold i naturforhold giver gode forhold for blomster, fugle, krybdyr og pattedyr. Og efter Tbilisi’s kaotiske trafik, støj og luftforurening var det en lise at vi kunne cykle i flere timer uden at møde en bil.

Næste morgen stod vi op kl. 6 så vi kunne opleve solopgangen. Efter at have cyklet i 4 timer pakkede vi sammen og satte kursen mod Tbilisi – denne gang tog turen 5 timer mod de 12 vi brugte på udturen